UNGENETVÆRKET

Hvad er UngeNetværket

Ungenetværket i Haderslev Kommune er et netværk for de personer og grupper, som arbejder med kriminalitetsforebyggelse blandt kommunens unge.

Ungenetværket er både tværfagligt og tværorganisatorisk. Det betyder, at netværket er forankret både i politi, kommune og lokalsamfund, og i de lærere og pædagoger, der omgås de unge til daglig.

Hensigten med netværket er at optimere den kriminalpræventive indsats. Det gør vi blandt andet ved at

• skabe sammenhæng i det kriminalitetsforebyggende arbejde

• bevare og udvikle gode samarbejdsrelationer

• sikre tværfaglig viden og give alle let adgang til den

 

Ungenetværkets organisering

Ungenetværket består af fem decentrale netværk bygget op om de skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor de unge mennesker opholder sig.

Ungenetværket samarbejder med Kredsråd, Lokalråd, Lokalråd + og IKI(Individorienteret Kriminalpræventiv Indsats), som er samarbejdsfora for politi, kommuner og lokalsamfundet.

 

Ungenetværk

Fire af de fem Ungenetværk er knyttet til et Ungeunivers på en folkeskole.

Ungenetværket i UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning) sikrer overblikket over de unge, som ikke er tilknyttet et Ungeunivers.

Ungenetværkene er dem, som er tættest på de unge i dagligdagen, og består blandt andet af SSP-lærere, SSP-pædagoger og lokalpoliti. Skole- eller afdelingslederen er ansvarlig for, at netværket fungerer.

Dermed har netværkene et unikt lokalkendskab, så de kan sætte ind, før problemer udvikler sig og bliver til kriminalitet. Ungenetværkene kan også drøfte og reagere i forhold til navngivne unge, som allerede er kommet ud i kriminalitet (jævnfør retsplejelovens § 115). Netværkenes primære fokus er dog den forebyggende indsats – generelt og på individniveau.

Ud over at være mødefora har Ungenetværkene også værdi som netværk ihverdagen. Når de forskellige faggrupper lærer hinanden bedre at kende, er det nemmere at trække på den tværfaglige viden i de konkrete situationer, der opstår. Det betyder, at de kriminalpræventive opgaver i hverdagen løses mere målrettet og smidigt.

Deltagere (i hvert netværk)

Skoleleder/afdelingsleder, SSP-lærer/ SSP-pædagog, SSP-konsulent, UUvejleder, lokalbetjent fra Haderslev Politi, socialrådgiver fra Det Rådgivende Team og socialrådgiver fra Familierådgivningen. Netværkene kan desuden supplere sig selv efter behov.

Møder

Minimum fire gange årligt.